Vedtægter for Tænketanken Perspektiv

Kapitel 1: Navn og formål

§ 1 Foreningens navn er Tænketanken Perspektiv.

§ 2 Foreningen er landsdækkende og har hjemsted i Københavns Kommune.

§ 3 Foreningens formål er at producere og videreformidle viden om uddannelse, uddannelsespolitik, levevilkårspolitik m.v., som har betydning og relevans for elever, lærlinge og studerende.

  • Stk. 2: Tænketanken Perspektiv arbejder for at alle uanset religion, køn, seksualitet, etnicitet, nationalitet, race, handicap og social baggrund har fri og lige adgang til uddannelse.

  • Stk. 3: Tænketanken Perspektiv understøtter elever, studerende og deres organisationer, som er en del af elev- og studenterbevægelsen, med relevant viden, forskning og analyser, som kan bidrage til at kvalificere disses arbejde, kampagner, politikudvikling og deltagelse i debatter.

  • Stk. 4: Tænketanken Perspektiv arbejder uafhængigt af partipolitiske og økonomiske interesser.

 

Kapitel 2: Medlemsforhold

§ 4 Alle enkeltpersoner samt partipolitisk uafhængige, elev- og studenterbevægelsesorganisationer, der kan tilslutte sig formålet for Tænketanken Perspektiv, kan blive medlemmer.

§ 5 Medlemmerne inddeles i to grupperinger: individuelle medlemmer og foreningsmedlemmer jf. § 4.

§ 6 Et medlemskab er gyldigt for en periode på et år, og fornyes når der er indbetalt kontingent.

  • Stk. 2: Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent for individuelle medlemmer.

  • Stk. 3: Repræsentantskabsmødet fastsætter det årlige kontingent for foreningsmedlemmer.

§ 7 Bestyrelsen har ansvar for at føre medlemsarkiv, samt at dette er tilgængeligt for foreningens medlemmer i det omfang det overholder gældende lovgivning på området.

 

Kapitel 3: Myndigheder og generalforsamlingen

§ 9: Foreningens myndigheder har beslutningskompetence i følgende rækkefølge: Generalforsamlingen, repræsentantskabsmødet, bestyrelsen og daglig ledelse.

§ 10: Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen

§ 11: Bestyrelsen indkalder årligt, senest ved udgangen af august, en generalforsamling, og skal indkalde til alle medlemmer med mindst seks ugers varsel med angivelse af mødetidspunkt og -sted samt foreløbig dagsorden. Senest tre uger før afholdelsen af generalforsamlingen, skal forslag til dagsordenen indsendes til bestyrelsen.

  • Stk. 2: På generalforsamlingen vælges en bestyrelsesforperson, en bestyrelsesnæstforperson en kasserer samt en bestyrelsen på mellem to og otte personer ud over bestyrelsesforpersonen, bestyrelsesnæstforperson og kasserer.

  • Stk. 3: Alle medlemmer kan deltage i generalforsamlingen med tale- og stemmeret

  • Stk. 4: Bestyrelsesmedlemmer kan deltage på generalforsamlingen med tale- og stemmeret

  • Stk. 5: På generalforsamlingen har alle Individuelle medlemmer én stemme. Foreningsmedlemmer har én stemme pr. organisation. En mødedeltager kan højest bære én stemme.

  • Stk. 6: foreningsmedlemmerne i forening har ret til at udpege op til 6 medlemmer af bestyrelsen. Såfremt foreningsmedlemmerne ikke udpeger til én eller flere af disse pladser indgår pladserne til åbent valg på generalforsamlingen jf. stk. 2.

  • Stk 7. Bestyrelsesmedlemmer udpeget af foreningsmedlemmerne kan opstille til bestyrelsesforperson, bestyrelsesnæstforperson eller kasserer, men skal da vælges af den samlede generalforsamling.

  • Stk. 8 Et forslag vedtages som udgangspunkt på generalforsamling med simpelt flertal, dog skal et forslag altid opnå flertal blandt foreningsmedlemmerne for at kunne blive vedtaget.

  • Stk. 9: Dagsordenen på generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende punkter:

    • Formalia

    • Behandling af bestyrelsens beretning

    • Behandling af regnskab

    • Behandling af kritisk revisions bemærkninger

    • Behandling af indkomne forslag/ændringsforslag til vedtægter

    • Valg af forperson, næstforperson, kasserer og øvrig bestyrelse, jvf. § 10 stk. 2

    • Valg af kritisk revision          

  • Stk. 10: Til valg af kritisk revision indstiller A-medlemmerne én person og B-medlemmerne én person. Disse indstillinger godkendes på generalforsamlingen af den medlemsgruppe, som har indstillet personen.

§ 12: Såfremt der på generalforsamlingen ikke kan vælges en bestyrelse, konstituerer foreningsmedlemmerne en midlertidig bestyrelse på tre personer, som har ansvar for at sikre foreningens drift samt indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

§ 13: Bestyrelsen kan med fire ugers varsel indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

  • Stk. 2: Såfremt enten halvdelen af enten de individuelle medlemmer eller foreningsmedlemmerne ønsker det, kan en af disse medlemsgrupper indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

 

Kapitel 4: Repræsentantskabsmødet

§ 14: Minimum én gang om året indkaldes foreningsmedlemmerne til et repræsentantskabsmøde.

  • Stk. 2: På repræsentantskabsmødet deltager repræsentanter fra organisationerne der udgør foreningsmedlemmerne samt foreningens bestyrelse.

  • Stk. 3:  Repræsentantskabsmødets fremmeste formål er at fastlægge samarbejdet mellem foreningsmedlemmerne og Tænketanken Perspektiv.

  • Stk. 4: Bestyrelsen og foreningsmedlemmerne udarbejder på repræsentantskabsmødet en samarbejdsaftale, som er gældende for et år.

Kapitel 5: Bestyrelsen

§ 15: Bestyrelsen er foreningens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne.

§ 16: Bestyrelsen består, udover forperson, næstforperson og kasserer, af minimum to og maksimum otte personer.

§ 17: Bestyrelsesmedlemmerne tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning, og konstitueres på det førstkommende bestyrelsesmøde.

  • Stk. 2: Bestyrelsen mødes minimum seks gange om året til ordinære bestyrelsesmøder.

  • Stk. 3: Bestyrelsen kan nedsætte udvalg, udpege medlemmer og vedtage kommissorier for udvalgene.

§ 18: Bestyrelsen har det overordnede arbejdsgiveransvar. Bestyrelsesforpersonen varetager i det daglige dette arbejdsgiveransvar.

  • Stk. 2 Bestyrelsen kan nedsætte ansættelsesudvalg.

  • Stk. 3: I samarbejde med de ansatte har bestyrelsen en forpligtigelse til at sikre medarbejderdemokrati og -indflydelse.

§ 18a: Bestyrelsesmedlemmer kan ikke ansættes i foreningen.

 

Kapitel 6: Daglig Ledelse

§ 19: Daglig Ledelse består af bestyrelsesforpersonen og minimum en ansat.

  • Stk. 1: Bestyrelsen kan beslutte, at der kan sidde flere personer i Daglig Ledelse, såfremt det vurderes nødvendigt.

§ 20: Bestyrelsen vedtager et kommissorium for Daglig Ledelse.

§ 21: Daglig Ledelse er ansvarlige for den daglige drift af Tænketanken Perspektiv.

§ 22: Daglig Ledelse refererer løbende til bestyrelsen om foreningens drift og økonomi.

 

Kapitel 7: Regnskab og revision

§ 23: Regnskabsåret følger kalenderåret

§ 24: Regnskabet aflægges i overensstemmelse med god regnskabsskik.

§ 25: Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor, som bestyrelsen udvælger for en periode på et år ad gangen.

§ 26: Bestyrelsesforpersonen, kassereren og et af bestyrelsen udpeget bestyrelsesmedlem er tegningsberettigede for foreningen.

  • Stk. 2: Bestyrelsen kan meddele prokura, såfremt det skønnes nødvendigt.

 

Kapitel 8: Vedtægtsændringer og opløsning:

§ 27: Forslag til ændringer af vedtægterne skal indsendes til Daglig ledelse senest 3 uger før afholdelse af generalforsamlingen.

§ 28: Ændringer af vedtægterne kan kun ske såfremt der er flertal blandt ⅔ af de individuelle medlemmer og ⅔ af foreningsmedlemmerne.

  • Stk. 2: Vedtægtsændringer som er vedtaget på generalforsamlingen træder i kraft ved generalforsamlingens afslutning.

§ 29: Ændringer af vedtægterne i kapitel 2, 3 og 8 skal vedtages på to af hinanden følgende ordinære generalforsamlinger

§ 30: Foreningen kan kun nedlægges såfremt der er flertal blandt ⅔ af de individuelle medlemmer og ⅔ af foreningsmedlemmerne, på to efter hinanden følgende ordinære generalforsamlinger, stemmer for dette.

  • Stk. 2: Foreningens aktiver bruges, i fald af nedlæggelse, iht. foreningens formål.