Der er som ofte en sammenhæng mellem de spørgsmål, man stiller, og de svar, man får. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvis perspektiv, der er udgangspunktet, når der bliver udarbejdet undersøgelser om vores uddannelser.

Tænketanken Perspektiv er en uddannelsespolitisk tænketank, der har til formål at skabe viden om uddannelse - ikke mindst for marginaliserede grupper af elever og studerende og potentielle elever og studerende. Perspektiv tager sit udgangspunkt i elever og studerendes hverdag. Det gør vi, fordi vi tror på, at dem, der har deres hverdag på uddannelsesinstitutionerne, er den vigtigste kilde til viden om vores uddannelsessystem. Og fordi vi tror på, at elever og studerendes oplevelser og erfaringer spiller en helt afgørende rolle for vores uddannelsessystem. Elever og studerende er nemlig ikke bare passive modtagere af uddannelse. Deres perspektiver skal være med til at udvikle vores uddannelser.

Perspektiv er stiftet for at understøtte udarbejdelsen af viden om uddannelse med udgangspunkt i elever og studerendes hverdag. Vi vil bidrage til, at viden om uddannelse bliver let tilgængelig. Perspektiv ønsker både at udfordre og udvikle den måde, vi debatterer uddannelse på.